CIRKUS I BØRNEHØJDE

ARTISTER FRA SYDAFRIKA GAV BØRN CIRKUSOPLEVELSER I RÅGELEJE

AF DAVID FOLI
Rågeleje Smil, latter og koncentrerede børneøjne. Teltet på cirkuspladsen bag Søstjernen i Rågeleje summer af energi, glade børnestemmer og sommerferie. Her laves menneskepyramider, her danses på line, her er der cirkus i absolut børnehøjde.

I løbet af hele sidste uge har en masse børn fået cirkus helt ind under huden ved en cirkus workshop arrangeret af Rågeleje & Udsholt Strand Grundejerlaug i samarbejde med Gribskov Kommune og ActionArte Foundation fra Cape Town, Sydafrika.

Det er Hanne la Cour og Marlin Roos, der har stået for løjerne i Rågeleje. De arbejder primært med børn og unge i nogle af de belastede områder udenfor Cape Town i sydafrika for at skabe et alternativ til bandemiljøer og udvikle en modvægt til håbløshed for de unge uden arbejde.

De har sammen startet non profit organisationen ActionArte Foundation, som arbejder med social forandring gennem cirkus og andre kunst- og kulturformer. Konkret arrangerer de workshops i community centrene og bygger det op til halvårlige offentlige shows for pårørende og interesserede. Derudover har de udviklet et program for de unge, så de kan blive facilitators for de lokale børn og derigennem lære at tage et ansvar for egen og lokale børns sociale udvikling.

Til september kommer der er en større gruppe fra ActionArte til Europa, hvor de bl.a. vil besøge skolerne og ungdomsarrangementerne i Gribskov Kommune i Uge 37. Her vil de tilbyde at indgå i workshops på skolerne og de aktiviteter og forestillinger, som kommunen stabler på benene.

KAN DU LIDE VORES ARTIKEL? KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED UGEPOSTEN GRIBSKOV PÅ FACEBOOK